Olga Orozco, 1920 – 1999, var først og fremmest digter, og hun regnes for en af de helt væsentlige digtere fra “40’er-generationen” i Argentina. Som mange af sine samtidige var hun påvirket af den europæiske surrealisme og delte surrealismens fascination af magi og esoteriske emner såsom alkymi, astrologi, tarot mm. Ikke desto mindre er hun helt sin egen.
Hun udgav i alt ni digtsamlinger, den første i 1946 og desuden to bind poetiske fortællinger, hvoraf den seneste fra 1989, También la luz es un abismo, i 2024 er udkommet på dansk på Forlaget Silkefyret, oversat af Kirsten A. Nielsen og Malene Thorborg.
Foruden en lang række litterære priser, fik hun i 1998 Latinamerikas højeste litterære anerkendelse ‘Premio Juan Rulfo’, der både penge- og prestigemæssigt kan sammenlignes med Nobelprisen. Ikke desto mindre er Olga Orozco næsten ukendt på vores kontinent og har hidtil ikke været oversat til dansk.
Desde Lejos, 1946
“1889”
(et hus, der var)
Ubønhørligt faldt de
som piskende uvejr over tørstende ørkner,
hine hårde vinde, hin tunge regn,
som tålmodigt krøb op om væggene,
efterlod disse fletværk af knirkende sprækker,
disse tårer, dag efter dag holdt tilbage og altid grædt,
disse tidens børn.
Nu ligger huset dybt nede dybere nede end drømmen.
Tilbage står kun de stumme trapper, der fører op og ned og forlænger den øde korridor,
de blege spor af forsvundne tilholdssteder
hvis sten ligger hen som beskyttende værn af andre mure.
(Således bærer mennesker, uden at vide det,
på den uerkendte vægt af et andet liv, der støtter sig til deres)
Ingen tugtelse er mulig.
Nu frygter det hverken solen eller det forskende blik,
skønt en menneskeskæbne er indhugget dér som på lovens tavler
og alt endnu eksisterer ved fraværets magtfulde kraft.
Endnu kender vi stedet som barndommen smykkede med guirlander af flygtige sommenfugle,
mere holdbare end deres ubøjelige navne,
netop det sted hvor kærligheden endnu en gang,
mellem henvisnende blomster, gentog sine magiske klagesange,
den kvalfulde krog hvor en og samme hånd med lange skygger tegnede
al ensomhed,
blodets trætte vintersøvn.
Endnu betragter de deres verden, i samme grad som før,
disse længst forgangne forfædre til varslede slægter;
og endnu hersker de, lysende mellem håndfaste jordiske rester, fra
alle de klare spor som deres falmede portrætter efterlod,
og som er i os, som hine alt for vedvarende minder
der langsomt, bragt til live, overskygger en region af sjælen.
Snart må selv tiden falde der nidkært vogtede over
tæppet af støv der ligger tykt over det døende hus;
for dette år hvori så uendelig mange år var spærret inde,
blev hverken udfordring af eller minde om en særlig tid,
det blev en påmindelse fra langt tilbage om at alt blivende rives ned på jordens befaling,
på dødens ukrænkelige bud.